H.C. Andersen digt 1832
Rosen
Du smiler her fra Hækkens grønne Blade,
Som Englen smilte til det første Par,
I Morgenduggen Blomsterne sig bade
En Draabe kun Du har paa dit Blomster har.
Er det en Taare Alfen græd og sukked'
Fordi Du er saa smuk og dog skal døe?
Med Ungdoms-Fylde, Bladene halvt lukked',
Sødt drømmende Du staaer paa Jordens Ø.
Hvad drømmer Du? Din drøm ei kjender Smerte,
Dit Liv er Kjærlighed, din Sjæl er Duft,
Dit Hele er et saligt Digter-Hjerte,
Der Himlen seer, hvor Andre see kun Luft
Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter"
Modersmaalet
Moders Navn er en himmelsk Lyd,
saa vide som Bølgen blaaner;
Moders Røst er den Spædes Fryd
og glæder, naar Issen graaner.
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
sødt i Liv og sødt i Død,
sødt i Eftermælet!
Modersmaal er det Kraftens Ord,
som lever i Folkemunde;
som det elskes i Syd og Nord,
saa sjunges der sødt i Lunde.
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
sødt i Liv og sødt i Død,
sødt i Eftermælet!
Modersmaal er det Rosenbaand,
som store og smaa omslynger;
i det lever kun Fædres Aand,
og deri kun Hjertet gynger.
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
sødt i Liv og sødt i Død,
sødt i Eftermælet!
Modersmaal er vort Hjertesprog,
kun løs er al fremmed Tale;
det alene i Mund og Bog
kan vække et Folk af Dvale.
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
sødt i Liv og sødt i Død,
sødt i Eftermælet!
N.F.S. Grundvig 1837
I østen stiger solen op
1. I østen stiger solen op: Den spreder guld på sky, går over hav og bjergetop, går over land og by.
2. Den kommer fra den favre kyst, hvor Paradiset lå; den bringer lys og liv og lyst til store og til små.
3. Den hilser os endnu så smukt fra Edens morgenrød, hvor træet stod med evig frugt, hvor livets væld udflød.
4. Den hilser os fra lysets hjem, hvor størst Guds lys oprandt med stjernen over Betlehem, som østens vise fandt.
5. Og med Guds sol udgår fra øst en himmelsk glans på jord, et glimt fra Paradisets kyst, hvor livets abild gror.
6. Og alle stjerner neje sig, hvor østens sol går frem: den synes dem hin stjerne lig, der stod ved Betlehem.
7. Du soles sol fra Betlehem! Hav tak og lov og pris for hvert et glimt fra lysets hjem og fra dit Paradis!
B.S. Ingemann 1837.
Blinkende Lygter af Tove Ditlevsen
Blinkende lygter
I barndommens lange og dunkle nat
brænder små blinkende lygter
som spor, af erindringen efterladt,
mens hjertet fryser og flygter.
Her lyser din vildsomme kærlighed
fortabt gennem tågede nætter,
og alt hvad du siden elsked og led
har grænser som viljen sætter.
Den første sorg har et spinkelt skær
som en tåre der skælver i rummet,
kun den vil være dit hjerte nær,
når al anden sorg er forstummet.
Højt som en stjerne en vårlig nat
brænder din barnlige lykke,
du søgte den siden, men fik kun fat
dens flammende sensommerskygge.
Din tro tog du med dig så langt af led,
for det var det første og sidste,
nu står den og brænder i mørket et sted,
og der er ikke mere at miste.
Og en eller anden kommer dig nær,
men kan aldrig helt forstå dig,
for dit liv har du lagt under lygternes skær,
og ingen skal siden nå dig.
Barndommens gade (Digtet)
Jeg er din barndoms gade
jeg er dit væsens rod.
Jeg er den bankende rytme
i alt hvad du længes mod.
Jeg er din mors grå hænder
og din fars bekymrede sind,
jeg er de tidligste drømmes
lette, tågede spind.
Jeg gav dig min store alvor
en dag du var vildt forladt
jeg dryssed' lidt vemod i sindet
en drivende regnvejrsnat.
Jeg slog dig engang til jorden
for at gøre dit hjerte hårdt,
men jeg rejste dig varligt op igen
og tørrede tårerne bort.
Det er mig der har lært dig at hade
jeg lærte dig hårdhed og spot.
Jeg gav dig de stærkeste våben
du skal vide at bruge dem godt.
Jeg gav dig de vagtsomme øjne
på dem skal du kendes igen,
og møder du en med det samme blik
skal du vide han er din ven
Fløj du så vidt over lande
voksede du fra din ven?
- Jeg er din barndoms gade
jeg kender dig altid igen.
Tekst: Tove Ditlevsen (1943)